Hvad ser børnene egentlig, når de sidder og kigger på Youtube?
Det spørgsmål stiller mange forældre sig selv med jævne mellemrum, men mange kender ikke svaret. Det viser en ny undersøgelse, som Medierådet har lavet blandt mere end 1.000 danske forældre. Undersøgelsen viser, at knap 4 ud af 10 forældre ikke føler, at de ved nok om, hvad deres barn laver på Youtube. Det er især forældre, der er i 40’erne og 50’erne samt forældre til børn i alderen 10-14 år, der ikke føler, at de ved nok om deres barns brug af den populære videotjeneste.


























