Omtrent 200.000 husejere får en julegave før tid.
Etårige flekslån lander med stor sikkerhed på mellem 5,12 og 5,21 procent, når renten i dag definitivt lægges fast.
Det er mindre end et halvt procentpoint over sidste års rente på 4,73 procent, og en typisk flekslåner med 1,5 mio. kr. i gæld slipper dermed med at skulle af med blot cirka 200 kroner mere om måneden, viser beregninger fra Nordea. Økonomer advarede mod deroute For blot få måneder siden kunne mange flekslånere have mareridt om en boligydelse på flere tusinde kroner mere om måneden. Økonomer advarede om, at finanskrisen kunne presse renten på flekslån så højt op, at mange flekslånere risikerede at gå fra hus og hjem, fordi den månedlige boligydelse ville eksplodere og nå op over syv procent. Flere realkreditinstitutter anbefalede i den forbindelse på det kraftigste deres kunder at låse renten fast og gjorde opmærksom på det ved at skrive og ringe til deres kunder. Den opfordring fulgte 12-16 procent af kunderne i landets største realkreditselskaber. I Nykredit og Realkredit Danmark har de mest uheldige kunder låst renten fast på 6,3 procent. Det betyder, at ydelsen ikke stiger med 200 kroner, men 800 kroner for et typisk lån på 1,5 millioner kroner, viser tal fra Realkredit Danmark. Blev rådet til omlægning af banken En af de kunder, der ikke fulgte kreditselskabernes anbefalinger, er Mette, som bor i københavnsområdet og har etårigt flekslån hos Nykredit. Mette ønsker ikke sit fulde navn frem, da hun ikke vil lægge sig ud med sit realkreditselskab. Hendes identitet er redaktionen bekendt. Mette oplevede, at Nykredit pressede alt for voldsomt på for at få hende til at låse renten fast. »Først fik jeg et brev fra Nykredit om, at der var finanskrise, og at jeg burde lægge renten fast nu. En uge efter blev jeg ringet op af en fyr fra Nykredit, som spurgte, hvornår vi skulle mødes og få lagt min rente fast. Jeg troede først, at en anden havde ringet til dem på mine vegne og aftalt noget, men det viste sig, at han blot antog, at jeg ville følge deres opfordring. Det ville jeg ikke, og det måtte jeg så fortælle ham flere gange«, siger Mette.






























