Hvor store gaver giver andre forældre mon deres børn?
Det spørgsmål suser med stor sandsynlighed gennem en del mødre og fædres travle baghoveder, når ungernes ønskeseddel studeres og holdes op mod det samlede julebudget. Men fra tanke til handling er der et stykke vej – ikke mindst i et land, hvor pengesager af mange opfattes som mere private end intimpiercinger. Så er det heldigt, at der findes opinionsundersøgelser, og at spørgsmålet om julegaver til egne unger indgik, da Analyse Danmark i december sidste år for Rostra Research forhørte sig. Det er børnene der koster Det mest almindelige er at give hvert barn gaver for 200-500 kr. Det gør 29 procent. Næsten lige så mange, nemlig 24 procent, giver for 500-700 kr. Resten fordeler sig på flere forskellige beløb, især højere, og dermed underbygger undersøgelsen, at børn rangerer højt, når dankortet svinges under julehandlen.




























