En alternativ dessert erstatter risene med quinoa-gryn, mælk og fløde med sojamælk og -fløde og det søde med sødemidlet birkesød.
Sådan gør du Skyl grynene grundigt i lunkent vand. Læg dem i blød i gryden natten over. Hæld vandet fra, tilsæt sojamælk, og kog i cirka 45 minutter med den flækkede vaniljestang og en anelse salt. Hold godt øje med, at blandingen ikke brænder på eller løber tør for væske. Grynene skal åbne sig og blive bløde. Smag på dem undervejs. Fisk vaniljestangen op, og smag til med Birkesød. Sæt grøden til side, afkøl den, og tilsæt mandelflagerne. Pisk fløden, og bland den i med løs hånd. Stil desserten koldt, indtil den skal spises. Bruger du sojaflødeskum på dåse med sprøjtedysse, så kom flødeskum i blandingen lige inden servering, ellers falder sojaflødeskummet sammen. Til jordbærsaucen koges jordbær sammen med æblejuice, og saucen blendes. Kom saucen tilbage i gryden, tilsæt tranebær, og smag til med Birkesød og citronsaft. Stil den køligt, hvis den skal være kold. Kan også serveres varm. Anret til sidst desserten i skåle. Og husk at komme den hele mandel i. Opskrift: sundheds- og ernæringsekspert Thorbjörg Hafsteinsdottir


























