Halo 4
Ja, der koges nok udvandet science fiction-suppe i dette fjerde ’rigtige’ kapitel af Microsofts mest succesrige serie af skydespil, ’Halo’. Alligevel må man tippe med kamphjelmen over et strømlinet, stringent og velbalanceret spil, hvor den maskerede hovedperson, Master Chief, vender tilbage i stor stil. Oplagt julegave, hvis man elsker forgængerne eller er i humør til skydeaction i verdensfjerne galakser uden alt for mange dikkedarer.
LÆS OGSÅ Tjek: Fremtidens spil skal købes i bidder
Forza Horizons
Afstanden til ’Gran Turismo’-spillene bliver kun større for hver eneste udgivelse af ’Forza’, der i denne seneste aftapning rykker ud i mere åbne racerbaner og dermed eliminerer alle tvivlsspørgsmål om, hvilket racerspil der bedst leverer varen på den store fladskærm. Udvalget af biler er enormt, fartfornemmelsen og banerne skinner, men største genistreg er stadig i styringen og realismen, som er uovertruffen.



























