Mad for amatører
Ideen bag Thomas Hermans seneste kogebog er lige så enkelt tænkt, som den er vellykket udført. I de 16 år, han som kok har stået bag et komfur, har han hver dag spist – og i mange tilfælde tilberedt – den mad, de andre kokke og tjenerne fik serveret klokken 16.30, inden aftenrykket.
Opskrifterne i 'Hermans aftensmad' er så hentet blandt de retter, personalet i hans restauranter blev budt på. Og hvilken mad. Ikke, som mange måske tror, østers, kaviar og fransk gåselever. Men gode gedigne, nærende og billige retter, der tilmed er lette at gå til, fordi det som regel er yngsteeleven, der tilbereder personalemaden.



























