»Jeg holder meget af den fest og samhørighed, der er omkring julen. Ikke på den hysteriske måde, hvor alt skal være på en bestemt måde. I perioder har jeg haft meget travlt op til julen, og så må det blive sådan, som det nu kan blive.
Ellers holder jeg meget af adventsdagene, og da børnene var mindre, var det vigtigt at få pyntet op i løbet af december. I dag er det børnebørnene, man pynter op sammen med. I begyndelsen af december bliver en kæmpe kurvekasse hevet ned fra loftet, og så bliver der pyntet mere og mere op for hver søndag i advent indtil sidst i december, hvor hele huset er fuldt af julepynt.



























