Den japanske automatfabrikant Fujitaka har konstrueret en skanner, der kan vurdere en persons alder og afgøre, om vedkommende for eksempel er for ung eller gammel nok til at købe cigaretter.
I Japan er salg af tobak – og mange andre varer – i automater uhyre udbredt, ikke kun i storbyer, men også i landdistrikter og langs veje uden for byerne. Det gør det svært at håndhæve aldersgrænsen på 20 år for køb af tobak, og derfor er rygning blandt teenagere blevet mere og mere udbredt – en tendens som bekymrer det japanske sundhedsvæsen.
Stadig på forsøgsstadiet
Men nu er der hjælp på vej. Skanneren ser på ansigtets knoglestruktur, rynker og generelle opbygning og sammenholder det med en database på over 100.000 ansigter med kendt alder.
Hver enkelt undersøgelse tager kun nogle få sekunder. Automatskanneren er stadig på forsøgsstadiet, men allerede på nuværende tidspunkt har den en nøjagtighed på over 90 procent.
Nogen usikkerhed Maskinen kan have problemer med folk, der enten er meget ungdommelige af udseende eller ser ældre ud, end de er. Det samme gælder for personer, der har fået foretaget ansigtsoperationer, rynkebehandlinger og lignende. Her har sikkerheden indtil videre vist sig noget mindre. Ansigtets underliggende struktur



























