Allerede ved første øjekast skiller vinderen sig ud.
Med en vægt på 250 gram, er Mozzarella di Bufala Campana D.O.P. fra producenten Fattorie Vittoria nemlig dobbelt så stor som de andre mozzarellaoste. Det syn begejstrer dommerpanelet i Københavns Madhus. »Den er drønflot. Stor og smuk. Det er sådan en ost, der tager sig rigtig godt ud, hvis man skærer den over i to halve og serverer den med ske. Den ville også være lækker at ryge«, udbryder kok Claus Olesen. Hvad angår smagen, tøver han heller ikke med at give topkarakter, 6 tjektegn.






























