Hver tiende solgte cykel er en elcykel. Det viser tal fra Danske Cykelhandlere, der også afslører, at salget af elcykler er fordoblet fra 2014 til 2015. Og det stigende salg tyder på, at den elektriske cykel ikke længere er forbeholdt ældre mennesker, der har brug for hjælp, når de skal træde pedalerne rundt på bedstemorcyklen.
»Før i tiden betragtede vi elcyklen som et redskab til ældre mennesker, der havde opgivet at cykle. Nu er det blevet mere prestigefyldt at køre på el, og du kan få motor på både citybikes, mountainbikes og ladcykler. Derfor oplever vi, at de unge, pendlerne og børnefamilierne har taget elcyklen til sig«, siger Thomas Johnson, direktør i Dansk Cykelhandlere.


























