09.10 søndag 1. februar ved Østerbro Stadion i København: Løberne kommer væltende i horder fra alle verdenshjørner på cykel, i bil eller i løb for at deltage i det ti kilometer lange Nike Marathon Test 1. De tusindvis af mennesker ved startområdet ville sikkert ikke blive overrasket, hvis der også dumpede løbere med faldskærme på ned fra himlen. Det er sibirisk vejr med frostgrader, sne og en lusket vind, der kommer og går.
09.15. Starten går om 15 minutter, og alle de over 2.500 fremmødte løbere skal nå at finde en chip til at måle deres personlige tid, snøre den fast på skoen, komme af med det ekstra overtøj og tasken, tisse af, drikke den sidste væske, finde løbekammeraterne og en plads i den allerede tætpakkede, smalle startbane. Den skal man igennem for at få registreret sin tid med chippen.




























