»Det her job er bare vokset og vokset. Engang var der slet ikke strøm til DHL. Nu er der ingen, der kan slå en skid uden at der skal strøm til. Ølanlæg, køleskabe og transistorradioer. Alle telte skal have strøm«.
Iver Olsen lusker omkring i buskene ud mod Østre Alle med sine tykke sorte elledninger. Han er ikke så høj og bærer blå overall og griner og snakker med teltfolkene og forbipasserende.
»Det er det, jeg så godt kan lide ved DHL – og ved Spartas arrangementer i det hele taget. For jeg er jo også med til maraton og de andre løb. At vi er sammen om noget og skal have det op at stå. Uanset hvad. Hvis jeg har et tungt kabel, så kommer der en af de store teltfyre og siger: »Lad mig snuppe den, Gammel Smølf«. Og jeg giver dem en hånd, hvor jeg kan«.




























