Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Så fik triatleterne erobret København

Lyt til artiklen

Nattens skybrud er afløst af stille, silende regn, og her dufter af saltvand og våddragter. Klokken er 6.30, fugtig dis farver morgenen grå, og et par ænder padler intetanende rundt i lagunen.
Amager Strand Park emmer af spænding. Tilskuere i tusindtal og triatleter i hundredvis vandrer målbevidst mod Jollerampen i midten af den kunstige strandpark, der åbnede i 2005. Bannere med opmuntrende tilråb er spændt ud på lagunens broer, der er proppet med familiemedlemmer og nysgerrige, der vil følge de næsten 1.700 atleter på vej mod triatlonsportens ultimative test; ironman. Knap halvdelen er debutanter, og forude venter 3,8 km svømning, 180 km cykling og et maraton på 42,2 km. Overlæge og professor Bente Klarlund Pedersen, der bl.a. forsker i, hvordan fysisk aktivitet holder folk sunde, lister fascineret rundt på sidelinjen, mens filminstruktør og Tour-kommentator Jørgen Leth holder en motivationstale. Veltrænet
»En ironman er en ekstrem sport, fordi det er så forskellige discipliner, som kræver vidt forskellige muskelfibre«, forklarer Bente Klarlund Pedersen, der også er ny brevkasseredaktør på motionssiderne hver lørdag her i Politiken. »Doserer triatleterne intensiteten rigtigt undervejs, så smadrer de ikke deres kroppe, men det er klart, at de bruger en masse energi, og deres muskler skal være ekstremt veltrænede for at kunne lagre den energi, de har brug for«, forklarer hun. I startområdet har elitetriatleterne fået guldbadehætter og svømmebriller på. Våddragterne klæber til kroppene, og de tripper omkring hinanden for at finde den bedste startposition. Stævnespeakeren beder tilskuerne om at holde afstand til kanonmundingen og holde sig for ørerne. Forsvaret, der fejrede sin 500-års fødselsdag i tirsdags, skyder løbet i gang, og første gruppe kaster sig ud i vandet. Favorit hurtigt fra start Martin Jensen er dansk storfavorit, og den 26-årige nordjyde passerer første bøje forrest. Men australieren Tim Berkel bliver også en seriøs bejler til titlen, forudser Rasmus Henning, der er Danmarks i særklasse bedste triatlet, men ’blot’ skal tage sig af svømmedelen i en holdstafet senere på morgenen. Hans formkurve skal toppe på Hawaii om to måneder, og derfor er han ikke med i den individuelle klasse. »Kom så, Martin – det er din dag i dag«, råber Rasmus Henning efter sin landsholdskollega, mens en større flåde løbskontrollører i kajakker sørger for, at triatleterne bliver inden for den opmålte rute. Svømning overstået på tre kvarter
Ungareren Adam Molnar kommer op af vandet som den første. Han har crawlet 3,8 km på 45 minutter og 54 sekunder og er hurtigt videre til skiftezonen. Her har hver enkelt triatlet en pose med deres startnummer på og nødvendigt udstyr til næste disciplin – 180 km cykling. Martin Jensen, der er tidligere landsholdssvømmer, er næsthurtigst oppe af vandet, 29 sekunder efter ungareren. Tilskuere hujer og hepper, og han har overskud til at smile. Våddragten krænges af, og han piler rundt på den røde løber, der fører triatleterne om til deres cykler, der blev opstaldet dagen inden og har klaret nattens skybrud med regndækken på. Cykelruten fører triatleterne til Nordsjælland og skal køres to gange. Solen brænder den sidste dis væk, og viser Danmark solbeskinnet og regnvasket frem for de udenlandske deltagere. »Ruten er mere teknisk, end hvad der er typisk for en ironman«, forklarer Rasmus Henning. Pas på vandet
»Terrænet er meget varieret, og især omkring Humlebæk og Blovstrød er der mange 90-graders sving, hvor du skal se dig for og skifte en del gear. Jeg tror ikke, der er mange – om nogen – der kommer under 4,5 timer på cyklingen«. Nattens voldsomme regnskyl har oversvømmet dele af vejen, og stævnespeakeren advarer flere gange mod vand på vejen. Men Rasmus Henning frygter dog mest for de »berømte danske flintesten«, som han kalder dem. »Der kommer til at være en del folk i vejkanten med punkteringer. Jeg håber bare ikke, at eliten rammes af det, det vil være surt at miste sejren på en punktering«, siger Rasmus Henning, der for en lille måned siden vandt en ironman i den sydtyske by Roth blot 2,07 minutter fra verdensrekorden. Komfortabel føring Ved 110 kilometer-skiltet har Martin Jensen skabt et hul på 5 minutter og 40 sekunder til nærmeste forfølger. Otte kilometer senere punkterer hans spritnye dæk for anden gang. Og lappegrejet, som han havde fyldt i en drikkedunk bag cyklens sadel, har han tabt på brostenene omkring Lyngby. Challenge Copenhagen er ovre for storfavoritten. »Jeg var så tæt på at lave ’en Bjarne Riis’ – og kyle cyklen i grøften. Og da Tim Berkel løb i mål med armene over hovedet for lidt siden, stod jeg herovre bagved og tudede«, siger Martin Jensen med tunge øjne i målområdet. »Det her var mit slot. Mit løb. Og jeg var klart foran. Charmen ved triatlon er jo, at du kun er dig selv derude – du må ikke få hjælp, men i dag synes jeg godt nok ikke, at det var særlig charmerende«, sagde Martin Jensen smilende, trods alt. For rundt om Frederik VII’s rytterstatue på Christiansborg Slotsplads til dunkende popmusik og hujende tilskuere kommer løbets nummer 3 og bedste dansker, Jens Grønbek. 9,55 minutter efter den australske vinder, Tim Berkel. Han brugte 8 timer, 7 minutter og 39 sekunder på at erobre København – og havde rigeligt overskud til at løbe frem og tilbage på opløbsstrækningen og give tilskuerne high-five. »Det her er min fedeste sejr. Jeg følte mig godt tilpas i svømningen, den tekniske cykling passede mig perfekt, og selv om benene var ved at falde af på løbet, så fløj jeg bare videre, da jeg kom herind og hørte jer. Tusind tak for støtten«, råbte den jublende australier. Keegan Williams fra New Zealand blev nummer 2, mens Rebekah Keat fra Australien blev bedste kvinde med en tid på 8.54,36 minutter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her