Mød John Rua, 63 år, og en af Copenhagen Marathons fartholdere, som du trygt kan følge, hvis du vil i mål på fire timer.
Han kom sent i gang. Og så var han ikke rigtig til at stoppe. 36.000 km er det blevet til på godt 13 år, og Copenhagen Marathon i år bliver hans maraton nummer 82.
John Rua begyndte først at løbe som 49-årig. Det var kollegerne i Forsvarets Efterretningstjeneste, der fik startet hans løbekarriere, fordi de inviterede ham med på afbud på et DHL-Stafethold. Efter 5 km rundt i Fælledparken var han for det første overrasket over, at han kunne løbe så langt og så relativt hurtigt uden at stoppe, og for det andet var han solgt. Et sus
Allerede året efter – i 1997 – gennemførte han sit første Copenhagen Marathon, og suset kan han stadig genkalde sig:
»Det er så fantastisk at komme over den målstreg. Det giver et boost til ens selvværd. Hvis man kan klatre op ad det bjerg, kan man klare det meste. Derfor siger jeg også til alle, der gider høre det: Det er aldrig for sent. Det nytter«. Hvorfor er du fartholder og ikke bare løber?
»Det vigtigste i livet er mental næring. Det handler om at give noget til andre. For på den måde får man også noget igen selv. Når jeg løber op bag en løber, der har det lidt hårdt, og klør ham mellem skuldrene og siger ’kom så, du kan godt’, kan jeg se, at det hjælper ham. Samtidig giver det også mig noget«. Hvad er dit bedste råd til løberne?
»Tro, at du kan. Maraton er ikke større end dig. Selvfølgelig kan du. Og hvis du får det hårdt, så prøv at rette på din teknik. Sving lidt anderledes med armene, land lidt anderledes på fødderne, indtil du glemmer smerten, og husk, hvis du har haft to rigtig slemme kilometer, kan de næste to dårligt blive værre. Slap af, og tag et skridt ad gangen«.
John Ruas bedste maratontid er 3:20. Søndag 22. maj løber han på 4 timer – det er ligesom jobbeskrivelsen. Han løber officielt første del af ruten, og efter skiftet fortsætter han som almindelig løber resten af vejen til Islands Brygge. Så han kan få maraton nummer 82 skrevet ind i regnearket.
Fartholderen har løbet 21 maratonløb - i år






























