DHL-stafetten fik sjaskvåd start

ANGRIB. De første løbere kaster sig ud i 5 km i Fælledparken, mens vejret endnu holder tørt.
ANGRIB. De første løbere kaster sig ud i 5 km i Fælledparken, mens vejret endnu holder tørt.
Lyt til artiklen

Verdens største motionsløb blev skudt i gang kl. 18, mandag, hvor de første løbere kunne glæde sig over glimt af sol i det fjerne. Men godt en halv time senere kom skyllen.

»Det er koldt«, siger en kvindelig løber til sin sidekammerat.

»Det er jo også august«, svarer han lakonisk.

SE SLUTTIDERNEfra DHL i Fælledparken her

Ude foran startbåsene går en mand fra Sparta og maler den hvide stribe, som markerer, hvor ruten på 5 km starter. Og i båsene begynder de gule trøjer fra hospitalerne i Region H, de grønne trøjer fra DSB og de blå fra Novo Nordisk at fylde i landskabet.

I alt forventer Sparta, at 130.000 kommer til at løbe over de næste fem dage i Fælledparken på hold à fem. Sidste løbsdag er fredag i det, der også kaldes Danmarks største firmafest.

Party-pavillion i modvind

To af holdene kommer fra Vitral, der laver glastage, og som lige nu prøver at samle en party-pavillion, hvilket besværliggøres af voldsom vind i den danske sommeraften.

To hold lyder måske ikke af så meget, men som Anni Kirkedal siger:

»Når jeg nu fortæller dig, at firmaet kun har 15 ansatte, så er det faktisk rigtig flot«.

LÆS ARTIKEL

Eliteløberens råd: Løb DHL på din egen måde

Hun er ved at montere hovedtelefonerne i ørerne, og hun skal af sted og løbe førsteturen lige om lidt, start 17 minutter over, for de mange løbere bliver sendt af sted i grupper på 250 løbere pr. minut.

Gruppepres og sundhed

Tilbage med Vitrals pavillion efterlader hun Peter Nygaard, 37 år, der er relativ ny i firmaet. Han er også ny som DHL-løber.

»Hvorfor jeg gør det? På grund af gruppepresset, og på grund af det med at passe på sit helbred, De sidste 10 år har jeg haft så travlt med job og karriere, at det er kommet i anden række. Men nu har jeg fået en grund til at træne lidt. Og jeg regner med at fortsætte med at løbe for mig selv bagefter«, siger Peter Nygaard, mens han kæmper med ene mand at få teltdugen over det spinkle skelet.

Nu er det første gang du løber DHL, er det også første gang, du samler en party-pavillion?

»Nej, det er det ikke. Men det er første gang, jeg skal gøre det helt alene. Så det er godt, jeg først skal løbe sidste tur«.

Teamspirit og hygge

Regnen er nu begyndt at falde, vådt og koldt, mens endnu en af de gule trøjer er kommet i mål. Det er Dorthe Skovgaard, der er læge på Frederiksberg Hospital. Hun kigger skeptisk på sit polar-løbeur.

Er du utilfreds med tiden?

»Nej, jeg glemte bare at slukke uret igen. 23:37, det er godt nok«.

LÆS ARTIKEL

Ny DHL-app viser vej til dit firmatelt og toilettet

Dorthe Skovgaard har været med til DHL i mere end 10 år, siden dengang man bare havde et lille tæppe med til at sidde på bagefter.

»Nu får vi telte og mad og fadøl. Det er måske lidt overdrevet, når hospitalerne samtidig må fyre folk«, siger Dorthe Skovgaard.

Hendes kollega Nana Hengstenberg er ikke helt enig.

»DHL er meget vigtig for vores sociale liv, det giver teamspirit. Jeg løber masser af motionsløb for mig selv, men det her er noget andet, fordi jeg deler min interesse med nogen, som jeg kender på en anden måde. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at rammerne er i orden, så vi kan hygge bagefter«.

Dåseøl som energidrik

Og hygget, det bliver der. Især da regnen en time senere endelig holder op.

Så kan der komme ild i de stearinlugtende fakler, så de gule, de grønne og de blå – og alle de andre firmaer, kommuner og skoler, kan komme til at gøre det, vi danskere nu engang gør allerbedst.

LÆS ARTIKEL

Fra speakertårnet bliver det bemærket, at mange af de sene løbere får tilbud dåseøl af deres holdkammerater, når de kommer i mål.

»Her må jeg nok anbefale, at I starter med vand og powerade, og så går over til de mere hårde sportsdrikke senere«, siger han ud over en fakkeloplyst, men alt for kølig Fælledparken.

FÅ TILSENDT SIDSTE NYTog praktiske informationer mandag til fredag i DHL-ugen ved at trykke her og skrive din mailadresse.

(Du kan selvfølgelig afmelde nyhedsbrevet igen, når det passer dig).

Du kan finde jeres holds tider her på Politiken.dk/motion fra sent mandag aften

Per Munch

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her