Til næste år, når der er Challenge Copenhagen 14. august i København, vil hver 5. deltager have trænet sig op i kæden FitnessDk. Mange af de håbefulde var mødt op i går mandag aften til info-møde på Østerbro.
»Der er 100 på venteliste til infomødet her. Vi har holdt to møder allerede, og over 200 har meldt ind. Så det er altså sidste udkald i aften. I skal melde jer til og betale allerede i aften, inden I går hjem«, siger Brian Overkær, da han står foran projektoren i boksesalen på Nygårdsvej.
Flere af de fremmødte jernmands-aspiranter synker en gang. Nok overvejer de at svømme 3,8 km, cykle 180 km og løbe en maraton. Men skal beslutningen virkelig træffes her og nu? En rækker fingeren i vejret og spørger:
»Kunne vi ikke lige få lov at gå hjem og tjekke med baglandet, før vi melder os. Og så sende en mail i morgen tidlig?«
Men nej. Der er ingen kære jernmand. Den anden triatlontræner Anders Rørbæk siger:
»Det er også for jeres egen skyld, at holdet ikke skal være større, end at I kan overskue det«.
LÆS Jernmænd drømmer om tætsiddende dragter
Undervejs vil de i 10 måneder få ugentlig svømmetræning, særlige spinningtimer, cykel- og løbetræning, prøve-events og foredrag. Samt træningsprogrammer og muligheden for at stille spørgsmål. Det koster 149 kroner pr. måned oveni almindeligt medlemsgebyr.
FitnessDk fordobler sit tri-hold
I år var 121 af deltagerne til Challenge Copenhagen fra Fitnessdk. Næste år vil de sende flere end dobbelt så mange til start, omkring 300 deltagere. Og dermed bliver fitnesskæden den største 'triatlonklub' i Danmark. For TRI4 i København, der ellers er den klub med flest medlemmer, regner kun med at stille med 125 deltagere den 14. august 2011.
LÆS Debutanter blev til jernmænd i København
TRI4s kasserer Henrik Mogensen siger:
»Vi har, ligesom andre klubber i Københavnsområdet, oplevet et stort boom i interessen for triatlon. Men som udgangspunkt er TRI4 ikke specielt interesserede i nye medlemmer, der kun ønsker at være medlem i et år for at lave Challenge – og derefter skal videre til nye udfordringer. Til trods for vores mange træningstilbud og dygtige trænere – så er vi i bund og grund en frivillig forening. Vi forventer derfor at nye medlemmer i TRI4 er mere indstillede på selv at skulle yde en indsats for TRI4, end hvis man melder sig under FitnessDk fanerne«.
Kæde går nye veje
Henrik H. Brandt, direktør for Idrættens Analyseinstitut, mener, at fitnesskæden appellerer til det moderne menneske:
»Triatlon er blevet en succes, blandet andet fordi kommercielle udbydere markedsfører og tilrettelægger træningen – som her i en fitnesskæde på en anden måde end klubberne. Det rykker. Når konceptet bliver brudt ned i mindre bidder, så er folk med på den. Du har dit eget projekt og fleksibiliteten i hverdagen, men får hjælp og det sociale med undervejs. Det tror jeg, de almindelige idrætsklubber skal lære af. Og så passer det godt til FitnessDks markedsføring. At de er lidt dyrere, men til gengæld gør noget for deres medlemmer«.
LÆS Vær med til mountainbikedyst i Carlsberg Byen
Som et andet eksempel nævner Henrik H. Brandt det nye seje løb kun for mænd, 'Mandehørm' i efteråret, som egentlig bare er et motionsløb med mudder, men som har fået en særlig indpakning. Men udover indpakningen og storytelling, så handler den lange triatlon også om at kunne præstere noget, de andre ikke kan.
Tri det nye maraton
»Løbebølgen er på det højeste lige nu. Det der med at løbe maraton... Det har vi jo prøvet. Og det kan jo godt lade sig gøre. Så nu gælder det ironman. Indtil vi opdager, at det også sagtens kan lade sig gøre med ordentlig træning«, siger Henrik H. Brandt.
LÆS Sådan gik det triatlonheltene
Efter powerpointpræsentationen i boksesalen på Nygårdsvej er de fleste kommende jernmænd blevet beroliget. Det er ok kun at svømme bryst på nuværende tidspunkt. Det er ok ikke at have løbet maraton. Og alt det med racercykel skal vi nok finde ud af. Og 7 timers træning pr. uge. Det er vel også ok. Til at begynde med.
I hvert fald er køen foran kassen på Nygårdsvej lang. To tredjedele af de fremmødte ender med at melde sig til triatlon-holdet. Og dermed er alt lukket i København. Men i Århus er der intro-møde 13. oktober hos FitnessDk. Og så er der alternativer her:
Find alle triatlonklubberne i Danmark her.
Svømmeklubben GI40Hermes i København laver særligt tilbud til triatler. Se her.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Politiken Motion og få ugens løbetip i din indbakke. Skriv din mail i boksen herunder. Så deltager du i lodtrækningen om 50 startnumre til Copenhagen Marathon i maj 2011.Vinderne får besked 1. december.
fortsæt med at læse




























