»Hvis I ikke kan overhale cyklerne, så kan det sgu være lige meget«, siger Christopher Ouzman, træneren fra Vesterbro Rulleskøjteklub.
Han dirigerer rundt med maratonholdet, en flok midaldrende motionister, der alle gerne vil kunne løbe rulleskøjtemaraton i København eller i Berlin i september på en god tid, ca. 25-30 km i timen. Vi står på en asfaltsti på Vestamager. På højre hånd ligger det futuristiske byggeri 8-tallet med vandløb og opfindsomme betonklodser. Til venstre for os er en enorm flok får ved stille og roligt at tygge sig gennem Kalvebod Fælled. Men Ouzman står i sin stramme lycradragt og hopper utålmodigt på de store farthjul. Vi skal af sted. Nu. »Grundstilling er ned i lårene, ned med overkroppen. Ikke bare bukke, bukke, bukke i hoften, men helt ned og have vandrette lårbasser. Det giver plads til skøjtetaget. Og det her er virkelig noget, man får store lår af. Hvis ellers nogen skulle have et specielt ønske om det«, instruerer han.






























