Drop bilen og cyklen. De fleste busser er omlagt. Tag tog og metro for eksempel med særlig SMS-billet. Og find festhumøret og den store tålmodighed frem, når 30.000 løbere fra 88 nationer på lørdag lægger en ring af stramt tøj rundt om København og Frederiksberg.
»Vi er godt klar over, at det er en belastning for byen. Men samtidig håber vi på, at folk vil nyde det her spektakel«, siger Jakob Larsen, direktør for Dansk Atletik Forbund.




























