'Find vej i DK' er et gratis tilbud med faste orienteringsløbsposter placeret i 200 skove og områder i Danmark. Ideen er, at man går på hjemmesiden og finder kortet til den nærmeste skov. Og så kan man ellers gå ud og finde posterne på sit eget orienteringsløb.
Konceptet fra Dansk Orienterings-Forbund og de lokale klubber er blevet en stor succes, hvor trafikken til hjemmesiden er steget med 150 procent fra 2011 til 2013. På de sidste tre år har mere end 185.000 brugere downloadet et kort til orienteringsløb.




























