To personer er torsdag eftermiddag blevet ramt i forbindelse med en skudepisode på Nørrebro i København.
Det fortæller Jesper Frandsen, der er vagtchef hos Københavns Politi, til Ritzau.
Vagtchefen kan for nuværende ikke udtale sig yderligere om sagen. Det er derfor uvist, hvor alvorlig sagen er, og om der er nogen anholdte.
Loyal to Familia i krig med grupperingSkuddene faldt i Hans Tavsens Gade lige på hjørnet ved Kapelvej, hvor Politikens tidligere journalistpraktikant Louis Dohlmann tilfældigt kom cyklende forbi kort efter.
»Jeg hørte ikke skuddene, men jeg standsede, fordi jeg kunne se, at der var fyldt med betjente, politibiler, ambulancer og akutlæge. Lige nu kan jeg tælle 11 køretøjer i alt, og der står masser af betjente og taler sammen. Min fornemmelse er, at de to ramte er blevet kørt væk – sikkert på hospitalet«, fortæller Louis Dohlmann til Politiken.
Louis Dohlmann var på hjem for at besøge sine forældre på Frederiksberg og skulle krydse Kapelvej, som er spærret af. Her står han nu sammen med cirka 30 andre mennesker og følger med i, hvad der sker. Politiet vil ikke tale med journalister, og stemningen er afdæmpet.
»Her er helt stille. Folk står forbavsede og alvorlige og kigger på, og i de tilstødende gader står flere i små grupper og taler sammen.«
Tredje skyderi på en uge
Skudepisoden er den tredje i København i løbet af kort tid. Onsdag aften i sidste uge var der skyderi på Blågårds Plads. Her blev ingen ramt, men allerede mandag sent på eftermiddagen blev der skudt igen – denne gang på Falkoner Allé nær Frederiksberg Centret, hvor en person blev såret.
I både sagen fra Blågårds Plads og den på Frederiksberg er svenske teenagedrenge efterfølgende blevet anholdt for at stå bag.
Vi skal give politiet de værktøjer, de har brug for, for at stoppe det
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har i forbindelse med flere episoder, hvor svenske teenagere er taget til København og er blevet anholdt og sigtet for personfarlig kriminalitet, varslet et større samarbejde med svensk politi.
25 sager med svenske teenagere
Tidligere torsdag meldte justitsministeren ud, at der i alt har været 25 sager med unge kriminelle svenskere siden april. Politiet mener, at de unge svenske mænd bliver hyret til at komme til Danmark for at begå kriminalitet.
Ansigtsgenkendelse kan blive del af kampen mod unge svenske kriminelleDerfor vil Peter Hummelgaard (S) give dansk politi bedre værktøjer til at læse med på krypterede informationstjenester og mulighed for at bruge ansigtsgenkendelse i efterforskningen af kriminelle grupperinger, der bruger unge svenskere til at begå kriminalitet, sagde han torsdag til Ritzau.
»I en situation, hvor vi kan se en eskalering, hvor svenske børnesoldater bliver hyret til at udføre kriminelle aktiviteter i Danmark af kriminelle bander, så skal vi jo give politiet de værktøjer, de har brug for, for at stoppe det«.
Hummelgaard varsler nye tiltag: »Vi vil ikke have børnesoldater fra det svenske bandemiljø i Danmark«Det skal understreges, at det endnu er uvist, om den aktuelle sag på Nørrebro har relation til den seneste uges andre skyderier, og om svenske teenagere er involveret.
Politiken arbejder på at få flere oplysninger om den nye skudepisode fra Københavns Politi. Politiet oplyser på det sociale medie X, at de vil stille op til interview om sagen torsdag aften.
Opdateres
fortsæt med at læse


























