Flere beboere måtte evakueres på grund af kraftig tagbrand på Østerbro. Nu er efterslukningsarbejdet i gang.

Hovedpart af beboere kan vende hjem efter tagbrand på Østerbro

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 21.11

Den kraftige tagbrand på Skarøgade på Østerbro i København er slukket.

Det oplyser Chris Garfort, som er indsatsleder hos Hovedstadens Beredskab.

»Vi er i gang med efterslukningsarbejdet«, siger han mandag kort efter klokken 20.

Beredskabet oplyste tidligere på aftenen på det sociale medie X, at de var rykket ud til Skarøgade på grund af en kraftig tagbrand.

»Vis hensyn og respekter afspærringer«, skrev Hovedstadens Beredskab.

Billeder fra stedet viste at sort røg steg op over Østerbro.

Vagtchef hos Københavns Politi Michael Andersen oplyste, at politiet fik anmeldelsen om branden klokken 18.59.

Chris Garfort fortæller, at en opgang er hårdt ramt af branden, som har spredt sig ’meget lidt’ til naboopgangene.

Beredskabet evakuerede syv opgange med omkring 30 beboere i hver som følge af branden.

Klokken 21 oplyser Michael Andersen, at hovedparten af de evakuerede beboere kan vende hjem.

Området er blevet afspærret og afspærringen vil blive opretholdt mens beredskabet fortsat arbejder på stedet, lyder det fra vagtchefen.

I øjeblikket arbejdes der blandt andet med at sikre bygningen, så der ikke falder ting fra konstruktionen ned.

Københavns Politi skrev tidligere på X, at et område mellem Tåsingegade og Reersøgade var afspærret.

»Afspærringerne bliver opretholdt, indtil vi er helt færdige på stedet. Det kan vare langt ude på natten«, siger Chris Garfort.

Københavns Politi har også skrevet på X, at branden fandt sted på adressen Skarøgade nummer 5.

Blev advaret af bank på dørene

En kvinde, der bor i nabobygningen, fortæller til Politiken, hvordan hun blev opmærksom på branden, da det begyndte at lugte, samtidig med at der var nogen, der løb og bankede advarende på dørene i hendes ejendom.

»Hvad sker der«, råbte hun og skyndte sig at tage sin bedstemors vielsesring, som hun har arvet, på vej ud.

»Man ved ikke, hvordan man reagerer«, fortæller hun.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her