Byret siger god for, at Københavns Kommune bruger hjemfaldspligt til at overtage beboelsesejendomme billigt.

Københavns Kommune vinder millionsag og må overtage ejendomme for en slik

Lyt til artiklen

Det er helt i orden, at Københavns Kommune har gjort brug af en tilbagekøbsret til at overtage ejendomme med 228 lejligheder midt i København for blot 1,2 millioner kroner.

Det fremgår af et resumé af dommen på Københavns Byrets hjemmeside.

Vurderingen af de to beboelsesejendomme i indre København er 450 millioner kroner, og det er dermed en brøkdel af det beløb, som kommune skal hoste op med for at overtage lejlighederne igen.

Sagen handler om hjemfaldspligt.

Det betyder, at kommunen på et fastsat tidspunkt ude i fremtiden har ret til at tilbagekøbe grunde, bygninger eller lejligheder til en allerede fastsat pris. Den pris er ofte meget lavere end markedsprisen.

I nogle kommuner, herunder Københavns Kommune, er der en ordning, der tillader ejendomsejerne at udskyde hjemfaldspligten i årtier eller alternativt købe sig fri af den.

Byggeselskabet Borgergården, der er en selvejende institution, har stævnet Københavns Kommune, fordi den ønsker rettens ord for, at kommunen handler ulovligt.

Men i Københavns Byret har den selvejende institution lidt nederlag. Tre dommere har deltaget i afgørelsen af byretssagen, og de har været enige om udfaldet.

Borgergården ligger i Adelgade og Klerkegade i København K.

Den selvejende institution har haft fri proces, hvilket vil sige, at den ikke selv skal afholde udgifterne til sagen. Dem betaler staten.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her