Et slagsmål på Ishøj Station nær København udviklede sig lørdag aften til, at en 29-årig mand blev skubbet ud på togskinnerne.
Det oplyser Brian Holm, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ekstra Bladet.
En 30-årig mand er i den forbindelse blevet anholdt og sigtet for grov vold.
Slagsmålet, der involverede spark og knytnæveslag, var mellem to personer, der ikke kendte hinanden i forvejen.
Der var ingen S-tog, da den ene mand blev skubbet ud på skinnerne, skriver mediet.
Politiet er i gang med at efterforske sagen blandt andet via overvågningsbilleder og afhøring for at finde ud af, hvad der helt præcis er sket.
»Men der er nok ingen tvivl om, at der har været spiritus involveret«, lyder det fra vagtchefen til mediet.
ritzau




























