En 61-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger sigtet for at have dræbt sin hustru på gaden i Brønshøj mandag eftermiddag. Det blev besluttet i Retten på Frederiksberg, hvor den sigtede mødte op flankeret af en tolk og forsvarsadvokat og iført en rød Nike-trøje. Inden han nåede at komme ind ad døren til grundlovsforhørret, der var rykket til et større lokale grundet medieopbuddet, oplyste mandens forsvarsadvokat, at den 61-årige ikke ønskede at afgive forklaring.
Manden skal hurtigst muligt tilses af en læge med henblik på at afklare, om han skal være fængslet i et almindeligt arresthus, eller om han skal anbringes på en retspsykiatrisk afdeling.
Ifølge sigtelsen blev den 47-årige kvinde skudt flere gange i hovedet og blev dræbt på stedet. Manden sigtes desuden for besiddelse af skydevåben ved at have haft den pistol, som han brugte til drabet, oplyser senioranklager Katrine Hansen i Retten på Frederiksberg, hvor hun kræver manden varetægtsfængslet.
Den 61-årige mands forsvarer, Finn Bachmann, oplyser, at manden nægter sig skyldig i sigtelsen om drab. Han tilstår dog at have anskaffet sig pistolen, samt at have skudt, men ikke mod sin hustru.
I Retten på Frederiksberg virkede den sigtede rolig, men tog flere gange sin hånd op til øjnene. Bag ham sad tre tilhørere, hvoraf én var åbenlyst påvirket.
Det er tidligere blevet oplyst, at manden havde et tilhold over for drabsofferet, og at han har haft det i flere år. Tilholdet betyder, at han ikke måtte opsøge kvinden.
Ud fra afhøringsrapporter blev det beskrevet, at han offeret var bange for at bevæge sig udenfor sin bopæl uden at være i følgeskab med nogen af frygt for at støde ind i den 61-årige mand. Det gjorde hun dog denne mandag.
Konfus og usammenhængende
Drabet skete cirka klokken 13.12, hvor politiet også modtog flere anmeldelser om op til otte skud ved Frederikssundsvej i Brønshøj. Flere vidner så kvinden ligge livløs på jorden, og den første patrulje på stedet fandt den pistol, der formodes at være benyttet til drabet, nær offerets ben. Patruljen beskrev straks offerets tilstand som »uforenligt med liv«, og senere bekræftede en overlæge, der erklærede hende død.
Otte minutter senere væltede den 61-årige af egen drift ind ad glasdørene på Bellahøj Politistation. Han talte usammenhængende og var meget konfus, fremgår det af politiets rapport, som anklageren tirsdag fremlagde i retten.
Til politiet fortalte han, at han var taget til Brønshøj for at tale med sin ekskone, for at vinde hende tilbage. Men – ifølge mandens forklaring – mødte han en anden kvinde, som for ham var »umenneskelig«. Betjente spurgte, om han havde gjort nogen noget, men han talte meget utydeligt og i ring, står der i politiets rapport.
I en senere afhøring beskrev den 61-årige mand, hvordan kvinden, han skød, var »Satan«, og at der voksede horn ud af panden på hende samt slanger i munden.
Mens den sigtede omtaler kvinden som sin tidligere hustru, omtaler blandt andre forsvarsadvokaten den nu afdøde kvinde som mandens hustru. Det står for nuværende ikke klart, om de var skilt.
Det kom også frem, at den 61-årige mand har været i kontakt med psykiatrien
Både manden og den dræbte kvinde er beskyttet af navneforbud. Anklageren anmodede i begyndelsen af retsmødet om at få lukket dørene, men det har dommeren afvist, hvorfor politiets beviser og rapporter lægges frem.
fortsæt med at læse


























