To mænd på 22 og 26 år fremstilles onsdag i grundlovsforhør i en drabssag fra juli 2025.

Mænd mistænkt for medvirken til drab i 2025 har meldt sig selv

En 32-årig mand blev skudt og dræbt i Tingbjerg 20. juli sidste år. To yngre mænd kom lettere til skade. Foto: Jens Dresling
En 32-årig mand blev skudt og dræbt i Tingbjerg 20. juli sidste år. To yngre mænd kom lettere til skade. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

To mænd, der er sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg i den københavnske bydel Tingbjerg i juli 2025, har meldt sig selv og vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

En 32-årig blev skudt og dræbt i Tingbjerg den 20. juli, og to mænd, der på daværende tidspunkt var 20 og 21 år, kom lettere til skade.

To mænd på 22 og 26 år har været efterlyst i omkring et år og meldte sig selv tirsdag.

De er begge danske statsborgere.

Grundlovsforhøret finder sted i Retten på Frederiksberg onsdag klokken 09.30.

Her vil anklagemyndigheden bede om lukkede døre. Når der er lukkede døre i grundlovsforhør, forhindres offentligheden i at høre, hvilke beviser politiet har mod de sigtede, og hvad de eventuelt selv forklarer.

Der blev affyret flere skud mod det 32-årige drabsoffer. Han blev ramt i kæben, armhulen, brystet og låret.

Der blev også skudt mod de to andre mænd. De blev ramt i henholdsvis venstre underarm og venstre skulder.

Efter drabet, der skete en varm sommeraften, sagde Københavns Politi, at det mente, at det var banderelateret.

En mand i hættetrøje, der muligvis også havde en bandana foran ansigtet, blev efterlyst. Han var flygtet på en el-damecykel.

I mere end to uger var ingen anholdt i sagen.

Men 7. august sidste år blev ni personer anholdt i sagen og fremstillet i grundlovsforhør. Seks af dem blev fængslet.

I februar i år blev endnu en mistænkt udleveret fra Marokko og varetægtsfængslet.

I grundlovsforhørene har alle nægtet sig skyldige.

Ritzau forsøger at få oplyst, om de fortsat er fængslet og sigtet i sagen.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her