Engang vidste man nogenlunde, hvor man havde dansk politi. Sådan er det ikke længere. Det ene øjeblik sætter en betjent sig på en motorvej og bliver verdensberømt, fordi han leger med en lille flygtningepige, mens flygtningene vandrer gennem Danmark. Det næste øjeblik bliver en anden betjent også berømt fordi hun trøster en kvinde i niqab, selv om det er blevet forbudt at gå med ansigtet tildækket, og denne eftermiddag kommer en vognfuld betjente kørende i en vogn med nedrullede vinduer og råber til tv-kokken Nikolaj Kirk.
»Godt gået Nikolaj«, råber betjenten på en måde, så det ikke kan høres som andet end fuldtonet støtte til den folkelige modstand, som Nikolaj Kirk mere end nogen anden personificerer, og som betød, at det politiske flertal for at bygge på Amager Fælled smuldrede sidste efterår op til kommunalvalget.





























