På mandag skal Københavns Kommunes folkevalgte prøve at hjælpe de borgere, der er ramt af følgerne af byens lempelige kurs over for restaurationsbranchen. Bystyret har de seneste mange år tilladt en kraftig vækst i mængden af værtshuse, diskoteker og barer - og det kan høres i de ramte bydele.
Nu skal borgerrepræsentanterne i teknik- og miljøudvalget mandag tage stilling til en ny forskrift, der skal dæmme op for problemerne. Den stiller blandt andet krav om etablering af lydsluser, der skal hindre, at bulderet fra et diskoteksanlæg ryger ud til naboerne, når gæster går ind og ud fra etablissementet.


























