Det stigende smittetal får Københavns Politi til at holde ekstra øje med områder, hvor unge mødes og fester.

Stigende smitte får Københavns Politi til at reagere

Politiet vil særligt være til stede ved Nørrebroparken.  Foto: Andreas Merrald (arkiv)/POLFOTO
Politiet vil særligt være til stede ved Nørrebroparken. Foto: Andreas Merrald (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 18.21.

Københavns Politi vil have et skærpet fokus på områder i byen, hvor unge samles og fester. Det oplyser Københavns Politi på twitter.

Politiets nye indsats sker i forbindelse med coronavirussets fremfærd i København.

Det nuværende forsamlingsforbud dikterer, at højst 100 personer må samles.

Og særligt ved Nørrebroparken vil politiet være til stede. Her har mange unge været forsamlet i store tal.

Senest natten til lørdag var mange unge samlet i Nørrebroparken. Det skriver Berlingske.

Overtrædelser af coronaforanstaltninger kan medføre, at området bliver lukket helt ned.

Antallet af smittede danskere fortsætter med at stige

Politiet vil være til stede i området fra sidst på eftermiddagen lørdag med en mobilpolitistation. Den vil forblive i området hele aften og ude på natten.

Det fortæller beredskabschef ved Københavns Politi, Peter Dahl.

»Hvis vi ser en samling, som strider mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, hvor mange mennesker, der kan være samlet, så vil det være en mulighed for os at etabler en zone med opholdsforbud«.

Det er netop, hvad Københavns Politi gjorde tidligere på sommeren, da mange unge forsamlede sig ved Islands Brygge og Nordhavn.

Dengang lød bøden på 2500 kroner for at bryde politiets anvisninger.

Det vil den også komme til, hvis et opholdsforbud bliver etableret ved Nørrebroparken eller andre steder i København.

Små grupper smelter sammen til alt for mange mennesker

Bredskabchefen kommer med opfordring til københavnerne, som ønsker at feste.

»Spred jer nu ud og brug nogle flere af byens parker og områder«, siger Peter Dahl.

Han erkender, at området omkring Nørrebroparken er svær for politiet at holde øje med. Problemet er, at mindre grupper af unge bliver samlet til større grupper over tid.

»Efterhånden som aften udvikler sig, smelter de mange grupperinger sammen. Og der begynder det at blive uansvarligt«.

Også i Aalborg er politiet klar til holde øje med de unge.

Nordjyllands Politi har skrevet på sin twitterprofil, at man igen vil være til stede ved Jomfru Ane Gade.

Gaden tiltrækker mange unge med dens mange natklubber og blev ryddet natten til lørdag af Nordjyllands Politi, da der var for mange mennesker forsamlet.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her