Der er ellers god grund til at sikre, at børnene har mulighed for – og får lyst til – at drøne rundt i frikvartererne. Og vel at mærke muligheder, der tager hensyn til de forskellige grupper af børn. Der skal være noget til de sportsinteresserede unger, måske i form af multibaner. Andre vil hellere have god plads til en gang fangeleg, noget at kravle i eller et sted til at øve dansetrin.
Men i København har bystyret for travlt med at presse alt for store skoler ind på alt for små grunde. Det mener Amager Vest Lokaludvalg, der nu vil forsøge at samle byens øvrige lokaludvalg om et opråb til Borgerrepræsentationens politikere. De nye skoler i Ørestad – inklusive den kommende Skole på Hannemanns Allé – er alle klemt ned på grundene med et skohorn, finder udvalget.


























