En ung mand er fredag eftermiddag blevet stukket ned i en kiosk på Kobbelvænget i Brønshøj i København.
Det oplyser Københavns Politi.
»Han er blevet ramt af et enkelt stik i den nedre del af ryggen og er bragt til sygehuset«, fortæller den centrale efterforskningsleder Anders Frederiksen.
»Jeg har fået oplyst, at hans tilstand er kritisk, men stabil«.
Området omkring kiosken er afspærret, mens politiet foretager tekniske undersøgelser og forhøringer i området.
Efterforskningslederen kan ikke sige, hvad der gik forud for knivstikkeriet.
»Den forurettede var alene med gerningsmanden i kiosken, da det skete, og vi har endnu ikke haft mulighed for at tale med ham«, forklarer Anders Frederiksen.
Derfor er motivet til knivstikkeriet heller ikke kendt.
»Vi vil meget gerne høre fra vidner, som har set eller hørt noget i forbindelse med sagen«, siger den centrale efterforskningsleder.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 14.22.
ritzau




























