En person er død, mens en anden er blevet bragt til hospitalet, efter at de begge hoppede ud fra en altan søndag formiddag.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup.
Politiet var ankommet til lejligheden ved Smedetoften i Københavns Nordvestkvarter, da personerne hoppede. Derfor er sagen overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).
DUP bliver underrettet om episoder, hvor personer kommer til skade i forbindelse med politiets arbejde.
Det betyder samtidig, at politiet ikke kan sige meget om situationen, da deres arbejde i sagen skal granskes.
»Jeg kan ikke sige så meget. Men vi kommer ud til lejligheden efter en anmeldelse klokken 09.12. Da vi ankommer, hopper to personer ud over altanen. Den ene afgår ved døden, mens den anden køres på hospitalet«, siger Henrik Svejstrup.
Politiet arbejder med altan på fjerde sal
Omkring klokken 11.40 arbejder politiet i en lejlighed med altan på fjerde sal. På gadeplanet under lejlighederne er række små byhaver, hvor politiet har dækket jorden af.
De fleste patruljevogne har forladt området, men der holder en vogn parkeret i gården ved lejlighedskomplekset. Der er også en indsatsleder fra politiet til stede.
Det var en anmeldelse om uro, der fik betjente til at rykke ud.
»Vi er kaldt ud til husspektakellignende forhold, men jeg kan ikke komme det nærmere«, siger Henrik Svejstrup.
Der er ingen oplysninger om de to personer, der hoppede fra altanen.
Således vides det ikke, om der er tale om beboere i lejligheden, ligesom køn og alder ikke er oplyst.
På sin hjemmeside oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, at sagen vil blive undersøgt.
»Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog den 13. februar 2022 kl. 09.40 underretning fra Københavns Politi om en episode kort forinden, hvor en person afgik ved døden, mens en anden person kom til skade i forbindelse med en politiforretning i København NV«.
»Politiklagemyndigheden har på den baggrund iværksat en nærmere undersøgelse af episoden«, lyder det i en meddelelse.
Når efterforskningen er slut, vil en redegørelse blive sendt til Statsadvokaten i København. Det er så op til juristerne her, om der skal rejses en sag mod betjentene.
Ritzau og Politiken




























