Brint- og elbiler er nogle af dem, der i fremtiden skal fylde i hovedstaden frem for benzin- og dieselbiler.

København arbejder for at få benzin- og dieselbiler helt ud af byen

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 14.49.

Københavns Kommune vil arbejde for at gøre hovedstaden fri for trafik med fossile køretøjer såsom benzin- og dieselbiler i 2030. Det blev alle partier i Borgerrepræsentationen torsdag aften enige om. Forslaget var fremsat af SF og Alternativet, og det blev vedtaget med en tilføjelse om, at der skal laves nogle undersøgelser.

»Udviklingen går rivende stærkt, og det, vi ved som politikere, er, at hvis ikke man sætter en ambition, så sker der ikke udvikling. Så vi er nødt til at skubbe på«, siger byudviklingsordfører Rasmus Steenberger (SF) i København.

Det er praktiske forhold, såsom hvordan man får ladestandere op på syv år, og hvad der skal ske i samarbejdet med Frederiksberg Kommune, hvis der ikke også her kommer fossilt forbud, som forvaltningen skal undersøge.

Undersøgelserne betyder, at det først på årets sidste møde vil være muligt at tegne et billede af, hvordan omstillingen skal se ud. Men der er også brug for hjælp fra Folketinget. Et politisk flertal blev i 2021 enige om, at det skulle være muligt for kommuner at indføre ’nul-emissionszoner’, hvor der ikke må køre benzin- og dieselbiler. Det var en aftale, som den daværende S-regering indgik med SF, Radikale og Enhedslisten i september 2021, men den er ikke blevet til lov endnu.

Bilimportører: Rettidig omhu

Der er vel forskel på at lave fossilfrie zoner og så på at gøre hele Københavns Kommune fossilfri?

»Vi har miljøzoner i dag for lastbiler, så hvis man vil køre lastbil i Københavns Kommune, er der nogle krav til, at det skal være af nyeste standard«, siger Rasmus Steenberger.

»Det er den samme type afgrænsning, vi ser for os med fossilfrie zoner, og så kan der godt være en række praktikaliteter, der skal løses, som gør, at det bliver en lille smule anderledes, men det er ikke fremmed, at der er nogle krav for at køre ind og ud af en kommune«.

Byudviklingsordføreren siger desuden, at der kan blive brug for at lave en form for overgangsperiode for nogle borgere.

Hos De Danske Bilimportører, som er en brancheorganisation, der repræsenterer bilproducenterne i Danmark, mener administrerende direktør Mads Rørvig, at tidshorisonten giver borgerne mulighed for at handle. Derfor anser han det som rettidig omhu fra Københavns Kommune:

»Vi ved, at fremtiden er nul-emissionsbiler. Elbiler vil nok dominere billedet, når vi kigger lidt længere frem. Derfor ser vi det som helt naturligt, at Københavns Kommune vil stille det her krav i fremtiden«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her