Efter at uroen om Pusher Street tirsdag igen er blusset op i Christiania, opfordrer justitsministeren til en samlet indsats mod den kriminalitet, som bander og rockere står bag.
Opgaven kan politiet ikke løse alene, understreger Peter Hummelgaard (S) i en udtalelse.
»Det er afgørende med en indsats, hvor alle løfter deres del af ansvaret, og hvor også beboerne på Christiania står sammen«, siger han.
Natten til tirsdag havde nogle beboere spærret for indgangene til Pusher Street med containere.
Det gjorde de ’i håb om at befri Christiania for bandernes og rockernes tyranni’, fremgår det af en pressemeddelelse.
Men få timer senere var situationen ændret. Hætteklædte personer havde fjernet afspærringerne.
Senere på dagen rykkede politiet dog ind og fjernede rester af hashboder i gaden, skriver B.T.
I de senere år har flere bander fået fodfæste i Pusher Street, og volden er taget til, har politiet sagt. Situationen er sprængfarlig, siger kriminolog Kim Møller til Politiken.
Justitsministeren siger i udtalelsen, at det er ’helt uacceptabelt, at der foregår organiseret kriminalitet på Christiania, og at kyniske kriminelle rekrutterer helt unge mennesker ind i et kriminelt miljø’.
I den forbindelse henviser han til et initiativ, som regeringen tidligere har annonceret.
»Regeringen præsenterer inden længe en bandepakke, der blandt andet skal sætte ind overfor bandernes ulovlige forretning, deres rekruttering af unge og den forråelse, vi ser i miljøet«, siger Peter Hummelgaard.
ritzau
fortsæt med at læse


























