På grund af den voldelige konflikt mellem Hells Angels og Loyal To Familia har politiet tirsdag forbudt personer at opholde sig i klubhuse i Rødovre og i Taastrup. Beslutningen er truffet af Københavns Vestegns Politi og gælder fra tirsdag eftermiddag. Det er forbudt at tage ophold på adresserne Hvidsværmervej 119 i Rødovre og på Ole Rømers Vej 67 i Taastrup.
Begrundelsen er, at der ifølge politiet er en »betydelig risiko for et angreb«, fremgår det af en pressemeddelelse. Et eventuelt angreb vil udgøre en fare for personer, der bor eller opholder sig i nærheden.
Også Nordsjællands Politi lukker to rocker- og bandetilholdssteder for at forhindre den verserende bandekonflikt i at udvikle sig, oplyser politiet i en pressemeddelelse. Der er tale om følgende adresser: Oldenvej 17, st.tv i Kvistgård og Ved Klædebo 14 i Hørsholm.
»Vores nærhed til København og de voldsomme hændelser, som har udspillet sig der, har betydet, at vi gør, hvad vi kan, for at medvirke til at konflikten ikke udvikler sig yderligere. Borgerne i de berørte områder og i hele politikredsen skal kunne være trygge«, siger politiinspektør Svend Foldager i pressemeddelelsen.
Eksplosion i klubhus på Svanevej
Indgrebene kommer dagen efter et lignende initiativ fra Københavns Politi, som udstedte opholdsforbud vedrørende tre adresser knyttet til Hells Angels. Det gælder Svanevej 5 i København NV, Tømmerup Stationsvej 8B i Kastrup og Siljangade 10 i København S. En overtrædelse af forbuddet kan straffes med fængsel.
I weekenden blev Hells Angels’ klubhus på Svanevej i København udsat for et angreb. Ingen kom dog til skade. Ruder blev knust, og et skilt blev ødelagt.
»En bevidst handling«: Politiet rykker ud til Hells Angels-klubhus i København efter melding om eksplosionerPolitiet mener også, at drabet på en 30-årig mand med rockertilknytning i Pusher Street 26. august kan forbindes til konflikten. I den forbindelse anholdt politiet tirsdag en tredje mistænkt. Det drejer sig om et 26-årigt bandemedlem, oplyser Københavns Politi tirsdag formiddag.
Indgrebet i Rødovre og Taastrup gælder frem til 26. september, mens de københavnske klubhuse er lukket frem til 25. september.
Loyal To Familia blev i 2021 forbudt af Højesteret. I regi af foreningen bliver der begået alvorlig kriminalitet, og derfor er den ulovlig.
ritzau
fortsæt med at læse


























