Smil, du er på! Det er ikke kun, når moster Anna tager kameraet frem til familiekomsammen, at gæsterne retter på håret, spænder smilebåndet eller på anden vis tager højde for, at øjeblikket bliver foreviget. Også politi og borgere lader deres fremfærd påvirke, når de mødes af et kamera. De bliver ganske enkelt en bedre version af sig selv.
Det vurderer den hollandske politolog Sander Flight, der i ti år har undersøgt betjentes brug af kropskameraer, der vinder frem i flere lande og i Danmark afventer nye retningslinjer fra Rigspolitiet.




























