Dna-materiale fra offerets bukser stammer med stor sandsynlighed fra gerningsmanden ifølge politiet.

Dna-teknologi fører til anholdelse af 53-årig mand for drabet på Hanne With på Nørrebro i 1990

Hanne With var prostitueret og blev myrdet i sin lejlighed på Nørrebro i København 1. januar 1990. Morderen er aldrig fundet. Men nu er der kommet et muligt stort gennembrud i sagen. POLITIFOTO/ARKIV
Hanne With var prostitueret og blev myrdet i sin lejlighed på Nørrebro i København 1. januar 1990. Morderen er aldrig fundet. Men nu er der kommet et muligt stort gennembrud i sagen. POLITIFOTO/ARKIV
Lyt til artiklen

En 53-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drabet på 23-årige Hanne With i Fensmarkgade på Nørrebro natten til den 1. januar 1990.

Det oplyser Københavns Politi onsdag morgen i en pressemeddelelse.

Anholdelsen er gjort muligt takket være udviklingen i dna-teknologien.

Københavns Politi har især koncentreret sig om analyser af dna-materiale, som er fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden, lyder det.

En analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut har ifølge politiet påvist, at dna-materialet stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis dna findes i politiets dna-register.

Fundet via såkaldt slægtskabsforskning

Den 53-årige mand fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret onsdag klokken 09.30.

Ifølge avisen Ekstra Bladet arbejdede With som prostitueret. Drabet skete, da hun havde besøg af en kunde, som tæskede hende og stak hende med en køkkenkniv.

Den formodede gerningsmand blev tirsdag anholdt på sin arbejdsplads i det nordlige Jylland. Ifølge politiet har han gennem mange år boet i området omkring Ebeltoft, Grenaa og Randers.

Den sigtedes dna er blevet analyseret af Retsgenetisk Afdeling i løbet af det seneste døgn.

»Resultatet viser, at manden med meget stor sandsynlighed er ophavsmand til dna-materialet på offerets tøj«, lyder det i pressemeddelelsen.

»En række efterforskningsskridt skal nu afdække sagen yderligere«.

Politiet har fundet frem til ham ved hjælp af såkaldt slægtskabssøgning, hvor dna-spor fra den formodede gerningsmand sammenlignes med eksisterende materiale i politiets dna-register.

I stedet for at søge efter en matchende profil, leder man efter nære familiemedlemmer til den person, der har afsat sin dna.

Københavns Politi afholder en kort pressebriefing klokken 08.30 foran Politigården på Polititorvet.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her