Bredt politisk flertal forenkler reglerne for ledige

Mathias Svold/POLFOTO
Mathias Svold/POLFOTO
Lyt til artiklen

For mange og for besværlige regler spænder ben for beskæftigelsesindsatsen, som den foregår i dag.

Derfor har en bred kreds af partier indgået en aftale, som skal forenkle arbejdet med at få ledige i arbejdet.

Aftalen er præsenteret torsdag formiddag og er indgået af regeringen - med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i spidsen - og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Læs hovedpunkterne i aftalen i faktaboksen.

»Min ambition har været at sætte mennesket før systemet«, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om aftalen.

Den stiller kommunerne mere frit, i forhold til hvordan de griber beskæftigelsesindsatsen an.

Til gengæld vil de blive målt på, hvor gode de er til det. Et nyt benchmarking-system skal gøre det muligt at sammenligne kommunernes beskæftigelsesresultater.

Hvis det i den forbindelse viser sig, at der er kommuner, der ligger betydeligt under det forventede, vil de kunne blive sat under administration.

Aftalen åbner også for et større ansvar til a-kasserne i den tidligere beskæftigelsesindsats.

En forsøgsordning, der omfattede mindst 25 procent af de nye ledige, betyder, at de i de første tre måneder af ledighedsperioden får a-kassen som primær kontakt.

Forventningen er, at a-kassens faglige indsigt kan øge chancerne for at få den ledige i job hurtigere og undgå langtidsledighed.

»Jeg glæder mig til at følge forsøget, for a-kasserne har en styrke i og med, at de både er lokalt og fagligt forankret«, siger Leif Lahn Jensen, der er beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet.

Endelig lægger aftalen også op til større udnyttelse af digitale værktøjer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her