Nikke 225-indekset i Japan er steget med mere end ti procent, efter at det mandag havde det største fald siden Den Sorte Mandag i 1987.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Stigningen, som var præcist 10,33 procent, gør kun op for halvdelen af mandagens historiske fald på 12,4 procent.
»Markedet starter meget højere, og det forventes at gøre et naturligt comeback efter gårsdagens fald, mens den japanske yen bevæger sig mod et fald målt mod den amerikanske dollar«, lyder det fra børsmæglervirksomheden Monex.
Sidste uge var præget af røde tal på børser verden over, og denne uge er begyndt med uro i Asien.
Også i Sydkorea og Taipei har der været faldt på over otte procent, mens der i Singapore har været et fald på over fire procent. Det toneangivende australske indeks faldt med over tre procent.
Den japanske centralbank hævede sidste uge renten for anden gang på 17 år, og der spekuleres i, at renten kan blive hævet endnu en gang.
Det har styrket den japanske yen, hvilket er en negativ faktor for de japanske eksportvirksomheder.
Investeringsbanken Daiwa Securities siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at den dårlige udvikling mandag i Japan er en afspejling af ’øget bekymring for den usikre amerikanske økonomi’.
Det er blandt andet sidste uges amerikanske jobtal, som har været med til at skabe bekymring for den økonomiske udvikling generelt.
Antallet af beskæftigede uden for landbruget i USA steg med 114.000 i juli, hvilket var langt under, hvad økonomer havde ventet.
Fredag faldt det danske C25-indeks med 2,5 procent. Det var indeksets største fald siden september 2022. Det blev mandag slået, da C25-indekset lukkede med 3,6 procent.
ritzau
fortsæt med at læse


























