I 2024 bidrog udenlandsk arbejdskraft med 361 milliarder kroner til Danmarks bruttonationalprodukt (bnp).
Det viser en ny opgørelse fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle netop det.
Beløbet svarer til omkring 12 procent af bnp sidste år.
»De mange internationale kolleger, der arbejder i Danmark, gør en gigantisk forskel for vores samlede velstand og velfærd. De er en afgørende faktor for dansk økonomi«, siger direktør Morten Langager fra Dansk Erhverv i en kommentar til opgørelsen.
Til sammenligning lød bidraget fra udenlandske lønmodtagere på 322 milliarder kroner i 2023, hvilket ikke var set højere på daværende tidspunkt.
ritzau




























