Fusion mellem tre danske banker skal stemmes igennem af aktionærer, inden en aftale træder endeligt i kraft.

Overraskende bankfusion kommer til at koste arbejdspladser

Den nye bank, som Arbejdernes Landsbank bliver en del af,  kommer til at hedde AL Sydbank.  Arkivfoto Rune Aarestrup Pedersen
Den nye bank, som Arbejdernes Landsbank bliver en del af, kommer til at hedde AL Sydbank. Arkivfoto Rune Aarestrup Pedersen
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 11.02

Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank har indgået en aftale om at fusionere.

Det oplyser bankerne i hver deres meddelelse mandag morgen.

Forslaget om en fusion er blevet indstillet til generalforsamlinger i de forskellige banker, som finder sted i begyndelsen af december.

Her skal aktionærer tage endeligt stilling til forslaget.

Bestyrelserne i de forskellige banker anbefaler enstemmigt, at aktionærerne stemmer for.

Derudover er fusionen også betinget af, at konkurrencemyndighederne sender tommelfingeren i vejret.

De tre banker ønsker at fortsætte under navnet AL Sydbank, der skal have hovedsæde i Aabenraa.

Sammenlagt vil AL Sydbank have udlån for 137 milliarder kroner og indlån for 207 milliarder kroner og bliver dermed et af landets fem største pengeinstitutter.

Nedlæggelse af stillinger

Fusionen kommer til at koste arbejdspladser. Det siger administrerende direktør i Sydbank Mark Luscombe på et pressemøde fredag.

»Det er den triste side af historien. Men vi har ikke noget præcist antal at kunne give i dag, det kan først ske, når der er kommet godkendelser fra myndighederne«, siger han.

Mandag morgen kort efter klokken 09 steg aktien i Vestjysk Bank med over 32 procent.

Sydbanks aktie stiger samtidig med mere end seks procent.

Arbejdernes Landsbank er et aktieselskab, men er ikke børsnoteret, som de to øvrige banker.

Sydbank bliver den fortsættende bank. Det betyder, at Sydbanks administrerende direktør, Mark Luscombe, er tiltænkt at skulle fortsætte i den rolle.

Derudover anbefales det, at Ellen Trane Nørby, som i dag er formand i Sydbank, fortsat skal besidde den post for det samlede foretagende.

Fusionen ventes at skabe såkaldte omkostningssynergier på 1,2 milliarder kroner årligt.

Når selskaber - eller banker - fusionerer, kan det føre til besparelser, fordi it-platforme eller andre funktioner sammenlægges.

Fusionen skriver sig ind i en generel konsolidering af den danske banksektor, hvor pengeinstitutter blive færre og større.

Det har en overrasket Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, noteret sig.

»Der sker ting og sager i toppen af den finansielle sektor«, skriver han i en kommentar.

»Det er godt skuldret, at forhandlingerne har været holdt hemmelige, og fusionen kommer totalt ud af den blå luft. AL Sydbank lægger sig i toppen sammen med Danske Bank, Nordea, Nykredit og Jyske Bank som de fem største danske pengeinstitutter«.

Opdateres

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her