Boligkøbere skal huske, at boligpriserne ikke nødvendigvis fortsætter med at banke opad, lyder formaningen.

Nationalbanken advarer mod høje prisforventninger til boliger

Arkivfoto:  Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Nationalbanken advarer i en ny analyse af boligmarkedet i Danmark om, at høje boligprisstigninger særligt i og omkring København kan sætte sig i forventningerne til prisudviklingen. For hvis markedet pludselig vender – som det skete i forbindelse med finanskrisen i slutningen af 00’erne – kan boligejerne stå med en gæld, der er højere end det, boligen er værd.

I hovedstadsområdet steg priserne på lejligheder ifølge analysen med 16 procent fra andet kvartal sidste år til andet kvartal i år. Den udvikling kan potentielt blive et problem for dansk økonomi, hvis boligejere og boligkøbere tager for givet, at den fortsætter i samme tempo og breder sig til andre markeder.

»Hvis de markante prisstigninger fortsætter, og en selvforstærkende dynamik spreder sig til resten af landet, stiger risikoen for makroøkonomiske ubalancer, hvilket også kan udfordre den finansielle stabilitet«, hedder det i analysen.

Boliger er lavere belånt

Nationalbanken konstaterer til gengæld også, at boligejerne står et bedre sted, end de gjorde i årene op til finanskrisen i 00’erne, hvor boligmarkedet også var brandvarmt. Blandt andet lagde boligkøberne sidste år en noget større procentvis udbetaling end tidligere og er dermed bedre rustet, hvis boligen senere falder i værdi.

Samtidig har nye regler for långivning til boligkøb været medvirkende til, at boligerne typisk er lavere belånt i dag end for 20 år siden. I modsætning til dengang er der heller ikke tegn på, at danskerne har omsat deres potentielle gevinster til øget forbrug – snarere tværtimod.

»Fra et finansielt stabilitetssynspunkt er det vigtigt, at boligkøberne er robuste over for en potentiel tilbagegang på boligmarkedet. Lånereglerne og sunde kreditprincipper i bankerne er afgørende for at sikre, at boligkøberne ikke gældsætter sig for hårdt«, siger Peter E. Storgaard, der er chef for Finansiel Stabilitet i Nationalbanken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her