I første kvartal har rederigiganten Mærsk set både omsætning og overskud falde, viser regnskab.

Mærsks overskud styrtdykker i første kvartal

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Den danske rederigigant Mærsk endte med et overskud på 100 millioner dollar i første kvartal.

Det viser kvartalsregnskabet, der er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Det svarer til 636 millioner kroner og er 91,7 procent mindre end i samme periode sidste år.

Mærsk har også set omsætningen falde til knap 13 milliarder dollar. Det er et fald på 251 millioner dollar.

Tilbagegangen på top- og bundlinjen er stærkt påvirket af udviklingen i selskabets kerneforretning, søfartsdivisionen Ocean.

Egentlig voksede fragtmængderne, men til gengæld var forretningsbenet udfordret af et pres på fragtraterne.

Topchef Vincent Clerc siger, at Mærsk har oplevet god efterspørgsel i de fleste regioner fra årets begyndelse.

»Det har drevet høj vækst i volumener på tværs af vores tre forretningsområder«, siger han.

»Markedet er stadig ret uforudsigeligt, særligt i Ocean, hvor overkapacitet begynder at presse fragtraterne«.

Når der er overkapacitet - det vil sige for mange fragtskibe på havene - kommer der en skæv balance mellem udbud og efterspørgsel.

Og det kan altså holde fragtpriserne nede.

»Under de forhold er vores faste fokus på omkostninger med til at sikre robuste resultater«, siger Vincent Clerc.

Mens Ocean-divisionen har været under pres, er der omvendt fremgang at spore i de to øvrige forretningsben.

Logistics & Services, der blandt andet omfatter lagertjenester, luft- og landtransport, så omsætningen vokse mere end 300 millioner dollar til 3,8 milliarder dollar.

Der var også fremgang i driftsresultatet.

Samme tendens tegner sig for divisionen Terminals, hvor selskabet ejer og driver en lang række havne.

Her steg omsætningen næsten syv procent til 1,3 milliarder dollar.

Ifølge topchefen har konflikten i Mellemøsten, der nærmest har sat en prop i skibstrafikken i Hormuzstrædet, ikke haft den store betydning for resultaterne.

»Selv om forsyningskæderne blev ramt af konflikten i Mellemøsten, har vi formået at sænke omkostninger per transporteret container med syv procent«, siger han videre.

»Samtidig løfter vi lønsomheden i Terminals og i de fleste dele af Logistics & Services. Samlet set styrker det vores konkurrenceevne og vores mulighed for at støtte kunderne i en verden, der fortsat er præget af usikkerhed«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her