Det kan godt være, at EU-Kommissionens folder om flypassagerernes ret til kompensation er sjusket og misvisende. Men det ændrer ikke ved, at flyselskaberne stadig er alt for dårlige til at give kunderne erstatning, når de overbooker eller aflyser fly.
»Der er ikke en eneste passager, som har fået så meget som en krone for meget på grund af pjecen. Det kan godt være, at flyselskaberne fejrer det her som en sejr. Men det giver dem ikke ret til sanseløst at afvise kundernes krav om kompensation, hver gang de aflyser et fly«, siger chefkonsulent i Forbrugerrådet, Benedikte Federspiel, til Ritzau.




























