Politibetjente, sygeplejersker og andre med en mellemlang uddannelse i det offentlige får 26 procent mindre i løn, end mennesker med en tilsvarende stilling i det private. Det tal er forhandlings- og samarbejdsorganisationen Sundhedskartellet nået frem til, ved at sammenligne løndata fra Danmarks Statistik. Connie Kruckow, formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd har svært ved at forstå finansministeren.
»Thor Pedersen siger, det er en myte, at offentligt ansatte sakker bagud på lønnen. Hvis man ikke er sakket bagud, når ens lønefterslæb er på 26 procent, hvornår er man så? Jeg synes, finansministeren skulle få fat på en lommeregner, der kan regne rigtigt«, siger Connie Kruckow.




























