Voldsomme problemer i A.P. Møller-Mærsks containerforretning har detroniseret virksomhedsgruppen som landets mest værdifulde.
I stedet har Novo-gruppens selskaber, der er begunstiget med god vækst i sine forretningsområder, haft et forrygende år, hvor især Novo Nordisk er blevet et særdeles værdifuldt selskab, skriver dagbladet Børsen. Her få dage efter jul er markedsværdien af A.P. Møller-Mærsk-gruppen knap 243 mia. kr., mens Novo Nordisk og Novozymes tilsammen er næsten 248 mia. kr. værd - heraf er værdien af Novo Nordisk - inklusiv de unoterede A-aktier - alene på 216 mia. kr. Novo er steget 40 procent i værdi i 2007 I løbet af året er Novo Nordisk steget over 40 pct. i værdi, Novozymes har øget sin værdi med godt en femtedel, mens A.P. Møller-Mærsk kæmper for at holde sig over niveauet fra nytår 2006. Verdensøkonomiens luner og en finansiel flodbølge i form af kreditkrisen i USA har skabt bekymring for den økonomiske vækst og dermed verdenshandlen, der er afgørende for containerfragten.




























