Selv om Ankestyrelsen netop har offentliggjort en rapport, der viser, at bare to procent af cirka 9.000 kontanthjælpsmodtagere er kommet i varigt job, fastholder beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), at den omdiskuterede 300-timers regel er en succes. For i følge Hjort skal fokus ikke rettes på de to procent alene – det skal rettes på de 40 procent, som enten er kommet i arbejde eller befinder sig i forløb, der bringer dem tættere på arbejdsmarkedet. »Det er ærgerligt, at der bliver fokuseret på de to procent, når vi kan se, at cirka 15 procent har haft så mange timer, at de nu står uden for 300-timers reglen, mens resten er i gang med uddannelse, arbejdsprøvning gennem flexjob eller forrevalidering. Det finder jeg meget, meget positivt«, siger Claus Hjort Frederiksen.
Ægtepar mister støtten
300-timers reglen trådte i kraft 1. april i år. Reglen betyder, at et ægtepar på kontanthjælp mister den ene ydelse, hvis ikke begge ægtefæller opnår 300 timers ustøttet arbejde inden for to år.
Senest har Ankestyrelsens rapport så påvist, at kontanthjælpsmodtagerne har overordentligt svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet.
To procent er kommet i fast arbejde, mens andre 11 procent har klaret timekravet, så de kan fastholde kontanthjælpen. Omvendt er 30 procent enten sygemeldt, på barsel, flyttet til den laveste kontanthjælpsklassificering – den såkaldte matchgruppe 5 – eller blevet førtidspensioneret med henblik på at bevare den sociale ydelse.
Og det faktum har fået en række kritikere op ad stolen.
De radikales arbejdsmarkedsordfører Elisabeth Geday, socialdemokraternes ditto, Thomas Adelskov, integrations- og beskæftigelsesborgmester Jakob Hougaard (S) fra Københavns Kommune samt forskeren Morten Ejrskov fra Aalborg Universitet retter alle en skarp kritik af ordningen i Politiken, fordi de mener, at ordningen skubber flertallet af kontanthjælpsmodtagere væk fra arbejdsmarkedet. »Tidligere var reglerne sådan, at kommunerne eksempelvis kunne sende kontanthjælpsmodtagere i aktivering uden, at det fik konsekvenser, hvis de ikke gennemførte det. Hjalp det? Nej, for den her gruppe af mennesker har siddet i årevis, uden at kommunerne har gjort noget. Nu er 40 procent kommet tættere på arbejdsmarkedet – det mener jeg er et bevis på, at ordningen fungerer«, siger Claus Hjort Frederiksen.




























