De sidste dråber af den dyre champagne er skyllet i halsen, og efter weekenden kan det blive slavevinen, der kommer på bordet, når de amerikanske bankdirektører, børsmæglere og finansfolk gør forretninger. For mandag fremlægger USA’s finansminister, Henry Paulson, et forslag i Kongressen, som vil give den amerikanske centralbank nye stærke redskaber til at holde den amerikanske finanssektor i ørene.
Slagkraftig overvågning
Det kommer efter nogle gyldne år i den finansielle branche, der for alvor tog fart med den såkaldte deregulering under præsident Bill Clinton i 1990’erne.
Banker, børsmæglere og investeringsselskaber er kommet i miskredit efter enorme milliardtab i kølvandet på den igangværende obligationskrise, som er medvirkende til det økonomiske tilbageslag i USA.
Paulson vil foreslå, at en række myndigheder, som tidligere har haft begrænsede muligheder for at kontrollere finanssektoren, slås sammen til få meget slagkraftige institutioner, der kan overvåge den finansielle stabilitet i USA.
De nye institutioner skal udstyres med kontrollanter, der kan foretage økonomiske kontrolbesøg i banker, børsmæglerfirmaer, hedge fonde og ejendomsselskaber.
Demokrater vil have mere Men det demokratiske flertal i Kongressen mener ikke, at regeringen går langt nok med sit forslag, og der kan ventes et længere opgør med regeringen, før de nye regler falder på plads. Flere kommentatorer siger, at de nye initiativer afslutter festen i den finansielle sektor præget af astronomiske lønninger til topcheferne. En lukket fest, hvor det for udenforstående har været svært at følge med. Der er et politisk krav om større gennemsigtighed med de finansielle transaktioner og kontrol, og det er forstærket, efter centralbanken tidligere på måneden måtte forhindre USA’s femtestørste investeringsbank Bear Stearns i at kollapse.




























