En ny undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at ældre indvandrere og flygtninge over 50 år havner på førtidspension i langt højere grad end deres danske jævnaldrende, skriver magasinet Arbejdsmiljø. I alt er 11 procent af danskerne mellem 50 og 59 år på førtidspension, mens det gælder hver fjerde indvandrer. For indvandrere mellem 60 og 66 år er hele 40 procent på førtidspension. Desuden modtager mange indvandrere over 50 år kontanthjælp. Hvis man lægger de to grupper sammen, er 43 procent af de 50-59-årige indvandrere på enten førtidspension eller kontanthjælp, mens det kun gælder 13 procent af de jævnaldrende danskere. Førtidspension bruges som efterløn Ifølge konsulent Stig Martin Nørgaard fra Dansk Arbejdsgiverforening har kommunerne i mange tilfælde parkeret indvandrerne på førtidspension i stedet for at forsøge at få dem i arbejde via aktivering, revalidering eller fleksjob. »Vi er bekymrede for, at man nogle steder i kommunerne bruger førtidspension som en form for efterløn, fordi kommunerne ikke magter opgaven med at få indvandrerne ud på arbejdsmarkedet. Førtidspensionen bliver en form for erstatning for efterlønsordningen, som indvandrerne jo ofte ikke har optjent rettighederne til«, siger Stig Martin Nørgaard til Arbejdsmiljø. Svært at sammenligne I Kommunernes Landsforening afviser man, at kommunerne har svært ved at løfte opgaven.
Chefkonsulent Ulrik Petersen finder det mere relevant at sammenligne de ældre indvandrere, der jo typisk har dårlig uddannelse og et langt opslidende arbejdsliv bag sig, med for eksempel ufaglærte danskere. »Så ville tallene sandsynligvis se helt anderledes ud«, siger Ulrik Petersen.




























