Politikerne bør se på, om indskudsgarantien skal hæves fra det nuværende niveau på 300.000 kroner. Det siger Venstres finansordfører, Peter Christensen. »Det er jo sådan, at vi heldigvis har en ordning, som sikrer, at indskud på op til 300.000 kroner er altid sikret og dækket af staten. Og det er helt nødvendigt – og man kan endda overveje, om det beløb burde være højere for at sikre, at der i sådan en urolig periode ikke bliver trukket for meget likviditet ud af en bank«, Peter Christensen. Har diskuteret grænse Indskudsgarantien betyder, at alle danskere, der har op til 300.000 stående i banken, har en garanti for, at deres penge ikke forsvinder, hvis banken krakker.
Politikerne har tidligere diskuteret om grænsen skulle sættes op til eksempelvis 375.000 kroner, men Peter Christensen vil ikke lægge sig fast på et beløb. »Det har jeg ikke noget konkret bud på, andet end jeg kan sige, at jo højere den er, jo mere sikkerhed har den enkelte formuende dansker, og dermed vil de højere grad undlade at hæve penge«, siger Peter Christensen. Bankerne får problemer Når Peter Christensen efterlyser en højere indskudsgaranti, så skyldes det, at bankerne får problemer, når forbrugerne går ned for at hævde deres sparepenge. Trækker alle kunder pengene ud, har banken ikke nogen likvider, og da det i øjeblikket er svært for bankerne at låne penge af hinanden, fordi der ganske enkelt mangler tillid i den finansielle sektor, så kan selv sunde banker få problemer, hvis kunderne trækker pengene ud. Fart i negativ spiral »Jeg vil gerne appellere til politikere, borgere og presse om at tænke sig om. Hvis man agerer på rygter, så risikerer man at sætte fart i den negative spiral, hvor sunde banker kan få problemer, selv om der reelt ikke er et problem«, siger Peter Christensen, der maner til generel besindighed. »Danmark har virkelig en sund økonomi. Nationalbanken er parat til at hjælpe. Vi er også politisk opmærksomme på at agere, hvis der er behov for det. Og pensionsmidler og indskud op til 300.000 er jo dækket – så den almindelige dansker har sådan set ikke noget at være bekymret for«, siger Peter Christensen.




























