Danske svinebønder slipper for at betale bøde, selv om de ifølge Fødevarestyrelsen har behandlet deres søer i stalden »groft uforsvarligt« eller »uforsvarligt«. Landmændene går fri, til trods for at deres søer har udviklet dybe skuldersår. I værste fald går sårene helt ind til knoglen, der reagerer ved at vokse sig deform. En af Danmarks førende landbrugsadvokater har specialiseret sig i at få landmænd frikendt i sager om skuldersår. Uffe Baller har inden for det seneste par år ført omkring ti sager ved domstole i Jylland, hvor anklagemyndigheden efter en politianmeldelse fra Fødevarestyrelsen har krævet svineproducenter idømt bødestraf på flere tusinde kroner. I samtlige sager har advokaten overbevist retten om at frikende svineproducenten på grund af manglende beviser. »Der er ikke nogen, der er dømt endnu. Alle er frifundet. Anklagemyndigheden har i alle tilfælde accepteret det; bortset fra en enkelt sag fra Randers, hvor frifindelsen er anket«, siger Uffe Baller. Han fører i øjeblikket 20-25 lignende sager om skuldersår hos søer. På baggrund af de hidtidige domme forventer han, at alle svineproducenterne bliver frifundet. »Det vælter ind med sager. Folk lader være med at betale deres bøde, fordi de har hørt, at sagerne ikke er helt så oplagte, som Fødevarestyrelsen ellers mener«, fortæller advokaten. Færre med sår til slagtning Fødevarestyrelsen deler skuldersår ind i fire kategorier, efter hvor alvorlige de er. Ved grad 3 og 4 melder styrelsens dyrlæger automatisk producenten til politiet for at have behandlet sine dyr »uforsvarligt« eller »groft uforsvarligt«. Tidligere fik dyrlægerne øje på skuldersårene, når de undersøgte søerne ved ankomsten til slagteriet. Så var der ingen tvivl om, at producenterne havde handlet uforsvarligt. De havde ikke forhindret såret i at udvikle sig til grad 3 og 4. Uffe Baller kunne ikke hjælpe dem, og producenterne betalte 5.000-10.000 kroner uden at kny. Nu sender svineproducenterne imidlertid sjældent søer med alvorlige skuldersår til slagtning. De venter, til såret er helet. Så opdager dyrlægerne ikke såret, når dyrene ankommer. De helede sår kan dog springe op, når den aflivede so bliver skoldet og skrabet.
Dyrlægerne undersøger det blotlagte sår og melder producenten til politiet, hvis såret er dybt nok. Selv om dyret altså ikke havde et synligt sår, da det kom til slagteriet. Svært at bevise misrøgt Det er dette forhold, advokat Uffe Baller slår på. I retssalen understreger han, at såret er helet, og at anklagemyndigheden dermed ikke kan føre bevis for, at landmanden ikke har grebet ind og hjulpet soen, da han opdagede skuldersåret. Ved for eksempel at give dyret medicin, et blødt underlag og mere plads.



























